For mange virksomheder forbindes klimaregnskabet stadig primært med rapportering. Noget, der skal udarbejdes korrekt for at leve op til krav og forventninger, men som sjældent kobles direkte til økonomiske og strategiske beslutninger. Resultatet er, at store mængder data og viden forbliver uforløste, fordi klimaregnskabet ikke bruges i virksomhedens dagligdag som et grundlag for prioriteringer.
Opdelingen i scope 1, 2 og 3 er imidlertid mere end en måde at strukturere udledninger på. Den giver et indblik i drift, værdikæde og økonomiske afhængigheder. Alligevel bliver dette potentiale ofte overset.
Scope 1 og 2 – de lavthængende frugter
Scope 1 og 2 dækker virksomhedens direkte udledninger og energiforbrug og er områder med lettilgængelige data. Alligevel bliver de ofte reduceret til opgørelser uden brug i praksis.
Når energiforbrug og drift kortlægges, får virksomheden et bedre overblik over effektivitet og omkostninger, som kan bruges direkte i økonomiske prioriteringer.
Scope 3 – Værdikæden og de reelle risici
Det er i scope 3, at klimaregnskabet for alvor ændrer karakter. Her ligger udledningerne fra værdikæden, som bl.a. udgør indkøbsvolumen og leverandørafhængighed. CO2 udledningen i scope 3 er typisk på mellem 75-90 % af virksomhedens samlede CO2 udledning.
For mange virksomheder bliver klimaregnskabet derfor den mest dybdegående gennemgang af indkøbs- og leverandørstrukturen, de nogensinde har foretaget, og er med til at lave et samlet i overblik.
Scope 4 – Den oversete værdiskabelse
Der findes ingen officiel definition af scope 4, men begrebet bruges ofte om de udledninger, der undgås, fordi en virksomheds løsning ændrer den måde, kunden bruger energi, materialer eller produkter på. Det handler altså ikke om virksomhedens egne udledninger, men om det, der sker efter løsningen er taget i brug.
Et konkret eksempel er virksomheder, der leverer løsninger, som får bygninger til at bruge mindre energi. Når en bygning bruger mindre varme eller strøm, falder kundens energiforbrug. Det betyder lavere udledninger hos kunden – også selvom virksomheden, der har leveret løsningen, ikke selv reducerer sine egne udledninger tilsvarende.
Det samme gælder virksomheder, der leverer produkter, som holder længere eller kræver færre materialer. Når et produkt ikke skal udskiftes lige så ofte, produceres der færre nye produkter. Dermed falder både materialeforbrug, transport og affald – men hos kunden og i værdikæden, ikke hos virksomheden selv.
Disse effekter kan ikke indregnes i virksomhedens klimaregnskab, men de er ofte helt centrale for det, virksomheden faktisk sælger: løsninger, der gør forbrug mindre, langsommere eller mere effektivt. Scope 4 handler derfor om at kunne forklare denne værdi klart – ikke for at pynte på regnskabet, men for at vise, hvor og hvordan virksomheden skaber reel forskel.
Fra rapportering til forretningsindsigt
Klimaregnskabet handler i sidste ende ikke kun om CO₂. Det handler om at forstå, hvor virksomhedens værdi skabes, hvor den er sårbar, og hvor der ligger et potentiale, som endnu ikke er fuldt udnyttet. For de virksomheder, der bruger klimaregnskabet som mere end en rapport, kan det vise sig at være langt mere end en omkostning – det kan blive en strategisk guldgrube.