Den ikke-finansielle risiko

Den ikke-finansielle risiko er ikke én ting. Den er summen af mange former for uforudsigelighed: klimarelaterede hændelser, adgang til ressourcer, forsyningskæder, medarbejderomsætning, naturafhængighed, ændringer i regulering, ændrede toldsatser og skærpede forventninger fra kunder og offentlighed. Den består ikke af ét tal. Den er tværgående. Den er ofte usynlig, indtil den ikke er det længere. Og det er netop det, der gør den så strategisk vigtig.

Klimarisici er et godt eksempel. Ikke bare i form af ekstremvejr, men i hele omstillingspresset: reguleringer, CO₂-prissætning, kundekrav. Hvad koster det at producere, transportere eller opretholde en aktivitet, hvis rammevilkårene ændrer sig ift. klimaet? Hvilken metode er brugt til at vurdere det? Hvem valgte den – og hvornår? I mange virksomheder ligger svarene spredt i siloer, eller måske findes de slet ikke. Ikke fordi man er uansvarlig, men fordi ingen har systematiseret risikoen på tværs af den finansielle og ikke-finansielle virkelighed.

Natur og ressourcer som risikofaktor

Naturafhængighed er en anden risikotype, der har været markant undervurderet. Mange virksomheder er afhængige af økosystemtjenester uden at tænke over det, eller have vurderet risikoen ved det – vand, råstoffer, biodiversitet. Men tab af natur er ikke kun et miljøproblem. Det er et forretningsproblem, når priser stiger, forsyning svigter eller social accept forsvinder.

Kommunikative faldgruber og juridiske konsekvenser

Læg dertil det kommunikative: Miljøpåstande, der ikke kan dokumenteres. ESG-sprog, der ikke hænger sammen med praksis. Det, der virker ansvarligt i et marketingudkast, kan i en regulatorisk kontekst fremstå som vildledning. Og med EU’s green claims-direktiv og ny praksis fra Forbrugerombudsmanden er fejl ikke længere uheld. De er juridiske risici. Samtidig er man i gang med at behandle en ny lov i Folketinget, som netop skal skærpe miljømæssige udtagelser, og rigtig mange virksomheder kommer i klemme, hvis de ikke får rettet op på det nu. For hvad der før var vejledninger, forventes nu at blive lov.

Det der kendetegner ikke-finansiel risiko, er at den ofte bevæger sig hurtigere end den styring, der er bygget op omkring den. Den er diffus, tværgående og kræver mere end reaktion. Den kræver forståelse af, hvordan data hænger sammen. Hvordan metodevalg påvirker resultater. Hvordan udsagn fortolkes – og hvordan de kan verificeres. Og vigtigst af alt: hvordan virksomhedens handlinger interagerer med det system, den er en del af – både økonomisk, socialt og naturmæssigt.

Ikke-finansiel risiko er ikke et separat felt. Den er filtret ind i virksomhedens drift, identitet og beslutningskraft. Den påvirker forhandlingspositioner, rekruttering, markedsadgang og resiliens over for forandringer. Og netop fordi den ikke fremstår som en linje i budgettet, bliver den ofte overset. Eller udskudt.

Men i takt med at finanssektoren, myndigheder og kunder begynder at efterspørge reel transparens og dokumentation, bliver ikke-finansiel risiko en målbar og afgørende faktor.

Eksempler på skjult risiko i praksis

Det kan være et klimaregnskab, der ser korrekt ud – men som bygger på forældede emissionsfaktorer eller antagelser, der aldrig er blevet genbesøgt.
Det kan være CO₂-kompensationer, der fremstår som ansvar – men som ikke lever op til den nye regulering, og pludselig skal trækkes tilbage fra kommunikationen.
Det kan være en leverandør i Europa, som ikke har styr på sit indirekte materialeforbrug, men som indgår i jeres egen scope 3 – og derfor bliver jeres ansvar, når revisoren beder om metode.

Eller det kan være noget så banalt som sprog: et enkelt ordvalg i en produkttekst, der antyder miljømæssige fordele – men som ikke kan dokumenteres, og derfor udløser en klagesag eller undersøgelse.

Andre risici er endnu mere oversete:

• En ny medarbejder i marketing, som genbruger en tidligere miljøpåstand i en kampagne – uden at vide, at datagrundlaget blev trukket tilbage sidste år.

• Et materiale, der pludselig kommer på EU’s liste over “critical raw materials” – og ændrer både tilgængelighed og pris overnight.

• Et uventet spørgsmål fra en stor kunde om biologisk mangfoldighed i jeres værdikæde – som ingen i organisationen har forberedt sig på.

• En investering i produktionsudstyr, der viser sig at være uforenelig med taksonomi-krav – og derfor mister sin værdi i kapitalens øjne.

• En automatiseret beregning i et Excel-ark, som i årevis har givet en forkert scope 2-værdi, fordi ét felt aldrig blev opdateret.

Det, disse situationer har til fælles, er at de er strukturelle og systemiske. De opstår ikke nødvendigvis, fordi nogen har truffet en forkert beslutning, men fordi ingen har haft ansvar for at se sammenhængen.

Det er her, den ikke-finansielle risiko adskiller sig fra den klassiske: Den er sjældent isoleret. Den lever i relationerne mellem data, ansvar, processer, antagelser og kommunikation.

Det gør risikoen diffus – men ikke mindre reel. Tværtimod. For det er netop denne form for risiko, der sniger sig ind i strategien, uden at blive genkendt som risiko. Den skjuler sig bag godkendte rapporter, standardformuleringer, automatiserede beregninger og stille antagelser.

Og det er derfor, den skal tages alvorligt.

For de virksomheder, der formår at stille spørgsmål, før nogen andre gør det – og som tør kortlægge det, de ikke kan aflæse direkte – bliver risiko ikke bare noget, man undgår. Det bliver en kilde til indsigt og styring.